Tilbage til søgning

Bundsbæk Mølle

Bundsbækvej 27
6900 Skjern

Bundsbæk Mølle

kategorier: Museum & udstilling
Indendørs Udendørs

Tiden har næsten stået stille ved Bundsbæk Mølle, hvor stokroserne står i fuld flor, vandet stille plasker fra vandmølle og mølleren arbejder. I køkkenet står bageren klar til bruge det nyligt malede mel og ved essen arbejder smeden.

En tur til Bundsbæk Mølle er en tur tilbage til de gode gamle dage, her er der tid til at opleve og tid til at hygge.   
 
Bundsbæk Mølle er en charmerende gammel vandmølle der ligger godt gemt på den vestjyske hede, det til trods har den på mange måder været et omdrejningspunkt gennem historien.
Bundsbæk Mølle er opført omkring 1640, og op igennem 1700-tallet var Bundsbæk Mølle søgt af mange møllegæster fra de omkringliggende sogne. I starten af 1800-tallet blev der uddelt fattighjælp fra møllen - ofte til de udstødte rakkere fra Bjørnemosen bag møllen.

I dag fungerer Bundsbæk Mølle som et museum, hvor I kan opleve den levende historie gennem levendegørelse: mølleren maler mel på vandmøllen og bageren tænder op i den gamle ovn. I finder også en gammel smedje der stadig er i brug. Derudover er der en hyggelig kaffestue, hvor man kan købe forskellige forfriskninger. Der er også en lille butik med mulighed for at købe is og souvenirs.

Bundsbæk Naturpark og rakkerne

Bundsbæk Mølle er omkranset af en skøn naturpark, hvor der blandt andet findes forskellige arter orkideer. Her kan I gå en tur i det smukke landskab, opleve den verdensberømte Land Art kunstner Alfio Bonannos værker og måske endda besøge det lille rakkerhus i Bjørnemosen.

Har I lyst til at vide mere om rakkerne, kan I opleve udstillingen på Bundsbæk Mølle eller tage med museets guide på rakkertur. Se www.levendehistorie.dk for mere info. Det er også muligt at gå ud til rakkerhuset gennem naturparken på egen hånd.

Levende Historie
Bundsbæk Mølle er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor I kan opleve historien lige der hvor den foregik. Museet består af en række autentiske bygninger, der alle fortæller hver sin spændende historie om det liv der er levet her og om hvordan mennesker og landskab har præget det!


På Ringkøbing-Skjern Museum er historien ikke bare i montre. Her kan du opleve den LEVENDE HISTORIE med alle sanser - gennem levendegørelse, guidede ture, børneaktiviteter og rundvisninger. Med et ugekort eller årskort er der rabat når man besøger flere besøgssteder. Børn og unge op til 18 år har gratis adgang ifølge med en voksen, ugekortet kan købes på museets besøgssteder.

Skriv en besked til Bundsbæk Mølle