Billeder
Pumpestation Nord
Pumpestation Nord er stedet at tage hen, hvis I vil opleve den storslåede udsigt over området ved Skjern Å.
Fra pumpestationens tag har I udsigt over de våde enge, den store å og resterne af de gamle kanaler og diger, fra før åen blev rettet ud igen.
For historien om Skjern Å er historien om en å, som tilbage i 1960’erne blev rettet ud for at skaffe mere jord til de lokale landmænd, og som i 2003 fik sine slyngninger og enge tilbage, da man var færdig med det største naturgenopretningsprojekt i Nordeuropas historie.
Det kan I alt sammen blive meget klogere på, når I besøger pumpestationen, hvor der også findes luftfotos over området.
Tag cyklen med
Skjern Å ser i dag ud, som den gjorde før i tiden, og det er med god grund, at området har været i spil til at blive udnævnt til nationalpark.
Pumpestationen stammer fra dengang, åen blev afvandet, og den er stadig i funktion.
Ganske tæt på pumpestationen kan Skjern Å krydses enten til fods eller med cykel ved at benytte sig af en trækfærge.
Pumpestation Nord er ligeledes et perfekt udgangspunkt for en gåtur på diget til Skjern Å’s udmunding i Ringkøbing Fjord, som ligger cirka to kilometer fra pumpestationen.
Anbefalet i nærheden
Seaside Safari - naturlige oplevelser ved Vestkysten
Must see, Specialbutik, Børneaktivitet, Autentiske oplevelser, Cykeludlejning