Oplysninger

Momhøje Naturcenter

Kibækvej 19, 6933 Kibæk

Billeder

Momhøje Naturcenter

Momhøje Naturcenter er på 80 hektar og byder på en masse aktiviteter for alle aldersgrupper. Det er blandt andet en skøn mulighed for alle, der kan lide friluftslivet og har et legebarn i sig. Naturcenteret tilbyder nemlig en stor legeplads midt ude i den skønne natur. Området omkring byder også på en masse ruter, hvor man kan færdes på gåben, cykel eller endda ride en tur. Momhøje har også en gode faciliteter, så der er garanti for en skøn dag i naturen.

Momhøje borgen
I 2013 blev den nye Momhøje borg indviet. Borgen er tænkt som en middelalderborg med klassiske træk som 4 høje tårne og en voldgrav. Den nye Momhøje borg er sikkerhedsgodkendt af en legepladsinspektør, så stedet i dag kan blive brugt til at lege og udforske historien på én og samme tid. 

Skovlegepladsen
Skovlegepladsen består blandt andet af en stor svævebane, et 10-kantet gyngeredskab med alt fra babygynger til store fugleredegynger, en udfordrende forhindringsbane med balancebomme og andre spændende forhindringer. Legepladsen tilbyder aktiviteter til alle aldersgrupper, så hele familien kan deltage. 

Faciliteter
Midt i det naturskønne område tilbydes faciliteter, der gør dagen om muligt endnu bedre. Der findes blandt andet en stor bål-lade med plads til omkring 40 personer. Der findes også grillpladser til mindre forsamlinger. I området er der også opstillet borde og bænke, når man har brug for en lille pause fra det aktive naturliv. Til samme formål er der også et opholdsrum, hvor der kan spises madpakker. Hvis man har lyst til at overnatte på stedet, er der mulighed for at reservere både telt- og shelterspladser.

Ruter
Til de gangbesværede er der anlagt en sti på 1,3 km, hvor der er adgang for alle med bevægelsesproblemer: kørestole, barnevogne eller lignende. Vandring kan foregå på de anlagte skovstier. Hvis man vil nyde en tur til hest, foregår dette på stierne i ydergrænsen af skoven. Der er også anlagt en 4 km lang mountainbikerute med teknisk sværhedsgrad. Til den aktive orienteringsløber findes der 40 poster over hele skoven. Kort til dette findes ved parkeringspladsen. 

Natur
Skov & plantage, Vandretur