Tilbage til søgning

Kaj Munks Præstegård

Vesterhavsvej 7
6990 Vedersø

Kaj Munks Præstegård

kategorier: Museum & udstilling
Indendørs

Nytårsdag 1944 i Vedersø Kirke blev ikke som menigheden havde forventet, da præsten kom havde han ikke sin præstekjole på, men i stedet havde han stadig sin overfrakke og sit højrøde tørklæde på. Præsten gik heller ikke op til prædikestolen, i stedet stillede han sig på kirkegulvet og sagde: ”En dyb sorg og smerte har opfyldt mit sind…” Præsten opfordrede herefter menigheden til at gå imod den tyske besættelsesmagt – faktisk opfordrede han til aktiv modstand. Denne ”prædiken” skulle blive præstens sidste.

I 1924 flyttede en ung nyuddannet præst ind på præstegården i Vedersø, her mødte han senere Lise og sammen fik de 5 børn. Præstegården blev præstens base, det var her han skrev sine prædikener, men det var også her digterpræsten skrev sine skuespil, breve og digte, og det var her, tyskerne i januar 1944 hentede ham.

I dag formidles Kaj Munks alsidige liv og virke i de smukke rammer som præstegården og naturen udgør. Præstegården er ligeledes et samlingssted for forskellige kulturelle aktiviteter.

Hver torsdag hele sæsonen kl. 13.00 er der rundvisninger på Kaj Munks Præstegård, i juli og august samt uge 42 er der også rundvisninger tirsdag kl. 13.00. 

Parken og præstegården

Den smukke park ved Kaj Munks Præstegård har sin helt egen historie. Beplantningen er begyndt i starten af 1800-tallet og siden da, har hver ny præst efterladt sit personlige præg - også Kaj Munk, der i parken har plantet den blå anemone, som han hentede fra sin hjemstavn på Lolland. Kaj Munk fik også etableret en kanal, så han kunne kunne sejle direkte fra haven og ud på Nørresø.  

Levende Historie

Kaj Munks Præstegård er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor I kan opleve historien lige der hvor den foregik. Museet består af en række autentiske bygninger, der alle fortæller hver sin spændende historie om det liv der er levet her og om hvordan mennesker og landskab har præget det!

På Ringkøbing-Skjern Museum er historien ikke bare i montre. Her kan du opleve den LEVENDE HISTORIE med alle sanser - gennem levendegørelse, guidede ture, børneaktiviteter og rundvisninger. Med et ugekort eller årskort er der rabat når man besøger flere besøgssteder. Børn og unge op til 18 år har gratis adgang ifølge med en voksen, ugekortet kan købes på museets besøgssteder.

Skriv en besked til Kaj Munks Præstegård