De 10 bedste sommerhusområder i Jylland
For mange er en tur i sommerhus en mulighed for at bytte hverdag, job og opvask ud med korte ærmer og bare tær i sandaler. Kysternes brusende bølger, feriebyernes summende byliv og badestrande i verdensklasse er blot nogle af de mange trækplastre, der hvert år hiver tusindvis af familier væk fra sofaen og ind i et af de mange skønne sommerhuse i Jylland.
Sommeren flyver afsted, og bedst som man er kommet i shorts og badedragt, er den forbi igen. Vi hjælper jer med at finde de bedste sommerhusområder i Jylland, så I kan få det meste ud af den danske sommer.
Photographer: © Niclas Jessen
10. Lønstrup
Langs vestkysten i Vendsyssel ligger Lønstrup omgivet af klassisk kystlig charme. Det nordjyske fiskerleje er hurtigt blevet en favoritdestination blandt turister, der kommer valfartende fra nær og fjern under den travle sommersæson. Her bliver de budt på smagsoplevelser fra både land og hav – alt sammen lavet på gode lokale råvarer i de skønneste naturlige rammer.
I Lønstrup er der også mulighed for naturoplevelser af øverste skuffe. Tæt ved Lønstrup finder I også det populære Rubjerg Knude Fyr, der kan bryste sig af at være en af Nordjyllands største turistattraktioner. Grundet det barske Vesterhav, besluttede man sig for at flytte fyret i 2019 for at redde det fra at ryge over klitten og ned i bølgerne.
Man kommer heller ikke uden om byens stolte keramikkultur. Lønstrup er nemlig spækket med kunsthåndværkere, glaspusterier, keramikværksteder og gallerier. Har man mod på mere, kan man prøve kræfter med leret som pottemager i ét af de mange værksteder, der omgiver byen.
Lønstrup er et hot spot for sommerferien, hvor der skal smæk på oplevelser i det fri og kultur. Ønsker man badeferie med gåafstand til stranden, ligger de bedste sommerhuse med kortest gåafstand fra stranden syd for Lønstrup Kirke.
Photographer: © Mette Johnsen
9. Blåvand
Naturen i Blåvand mangler intet. Hvide badestrande og frodige hedeområder giver Blåvand fantastiske udsigter, uanset om man spejder mod øst eller vest. Kysten er også kendt for sine historiske bunkere fra 2. Verdenskrig, som senere er blevet udsmykket med muldyrhoveder og haler af jern i forbindelse med mærkedagen for krigens afslutning.
Er man blevet træt af at slikke sol, går turen til Blåvands Huk ikke langt fra strandkanten. Her er der rig mulighed for at shoppe løs i hovedgadens mange butikker med lokale specialiteter, kunst, tøj og meget mere.
Skal opholdet krydres med flere oplevelser, er der ikke langt til sjov for hele familien i Blåvand Zoo. Mød kæmpe skildpadder, klap kamelerne og se de majestætiske hvide løver blive fodret af de modige dyrepassere. Er bilen pakket og tanket, kan I også tage på endagstur til Legoland i Billund eller det spændende Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg.
Blåvand er med god grund et af de mest populære sommerhusområder i Danmark, og selvom man vælger et sommerhus i Ho, er man godt stillet, når det kommer til oplevelser.
Photographer: © Mette Johnsen
8. Blokhus
Omtrent en million mennesker besøger hvert år Blokhus, og den populære badeby er blevet et vaskeægte ferieparadis i det nordjyske. Udover nogle af nordens bedste strande er byen spækket med oplevelser i de mange fantastiske restauranter, der har specialiseret sig i lokalområdets utrolige råvarer.
I centrum har gågaden masser af shoppingmuligheder i vente, og det 2.000 m2 store butikscenter Kalstrup Livsstilshus er der lagt op til forbrugsfest med kendte mærker til ham, hende og de små. Ikke langt derfra finder I det store tropiske badeland med hurtige vandrutsjebaner, spabad og den populære Modstrømskanal. Man behøver ikke være gæst på Feriecentret for at få adgang til badelandet.
Tag familien med til Fårup Sommerland og oplev Danmarks sjoveste skov med masser af forlystelser til alle aldre. Forlystelsesparken er en af de største i Jylland og holder også rekorden for Danmarks største Aquapark. Blokhus har også selv rigeligt med naturoplevelser i den omkringliggende klitplantage, hvor Gateway Blokhus er vært for en stor naturlegeplads, cykelcrossruter og hyggelige skovstier.
Ønsker man et sommerhus nær stranden, skal man være ude i god tid. Derfor anbefales det senest at bestille 8 måneder før.
Photographer: © Rikke Kjær Poulsen
7. Hvide Sande
Solnedgangen over den jyske vestkyst er altid rejsen værd i sig selv. Hvide Sande er kendt for sin stærke vandsportskultur, og de blæsende kyster egner sig da også særdeles godt til en aktiv ferie på vandet.
Faktisk betragtes den tætliggende Ringkøbing Fjord som en af Nordeuropas bedste surfområder! Vandet egner sig især til begyndere takket være det lave vand, som er perfekt til en eftermiddag med kitesurfing, windsurfing eller surfing. Du behøver ikke selv at have grej med, da der er rig mulighed for leje af wakeboards, vandski og surfbrætter.
Skal det gå lidt mere roligt for sig, har Hvide Sande også meget andet at byde på. Her finder du spisesteder med alt fra friskfanget fisk til røde bøffer med sovs. Der er nok at vælge mellem af de lokale specialiteter, og gem gerne plads til dessert fra en af byens mange fantastiske iscaféer. Dyk ned i Hvide Sandes shoppestræde med alt, hvad man kunne tænke sig i tøj, surfudstyr, boligindretning og fiskegrej.
Photographer: © Niclas Jessen
6. Bork Havn
I den sydlige del af Ringkøbing Fjord ligger Bork Havn som surfperlen over dem alle. Der er nemlig både sandstrand til solbadere og bølger til vandhunde. Hvad end lysten er til en aktiv weekend eller et afslappende getaway, så har Bork Havn noget til dig.
Ringkøbing Fjord er en af Danmarks mange fantastiske surfdestinationer, og der lægges op til en hylende sjov dag på vandet med wind- og kitesurfing på den vestjyske fjord. Ved havnen er der forholdsvist lavvandet, hvilket låner sig bedst til kitesurfing, hvorimod den nordlige del af fjorden i stedet er perfekt til windsurfing.
Er man sulten på flere oplevelser, er der lagt op til en spændende dag hos Bork Vikingehavn. Mød de vilde krigere i deres liv på kanten, og se hvordan de levede, når de ikke plyndrede og hærgede Europa. Eksempelvis kan man forsøge sig som bueskytte, lære at kæmpe med sværd, lave flotte vikingesmykker af læder, bage fladbrød ved bålet og se de utrolige rekonstruktioner af tidens krigs- og handelsskibe.
Photographer: © Mikkel Heriba
5. Søndervig
Søndervig danner rammerne om den perfekte sommerferie i Danmark. Den charmerende badeby ligger 12 kilometer nord for Hvide Sande og kan prale af at være én af landets mest populære feriedestinationer. Byen er omgivet af vand på begge sider, så hvis man skulle blive træt af at slikke sol på de hvide sandstrande, kan du være surfende i Ringkøbing Fjord hurtigere end du kan skifte badebukserne ud med våddragt.
Langs vestkysten finder I også levn fra Tysklands invasion af Danmark under 2. verdenskrig. De store betonbunkere er et minde om områdets mærkede fortid, og selvom de med tiden er blevet hærget af vestkystens ubarmhjertige vejr, er de endnu en lærerig oplevelse for både store og små.
Smag på det bedste fra vestkysten i Søndervigs hyggelige gader og stræder med smagsoplevelser fra både lokale specialiteter og velkendte favoritter. Her er der rigeligt at vælge mellem for både madglade og kræsne, og har man plads til dessert, er man aldrig langt fra en hjemmelavet vaffel med is.
Photographer: © Anne-Sophie Rosenvinge
4. Skagen
Da kunstmaleren P.S. Krøyer besøgte Skagen i sensommeren 1882, oplevede han for første gang det helt unikke lys og den smukke natur, der senere skulle inspirere både hans og skagensmalernes mange skønne malerier af Danmarks spids. I dag fylder kunsten en stor del i byens historie og kultur, på samme måde som gourmetrestauranter, badehoteller og skagenshusene præger den idylliske by.
Man kan ikke besøge Skagen, uden at tage et smut forbi Grenen. Her mødes de to have Skagerrak og Kattegat på spidsen af Jylland, og det utrolige naturfænomen er helt klart turen værd i sig selv. Grenen byder også på andre spændende oplevelser i natur og dyreliv. Sælerne besøger flittigt strandbredden, og man kan komme helt tæt på, når de slapper af i solen.
Skagen er efterhånden lige så kendt for Grenen, som byen er kendt for sine fantastiske madoplevelser. Nogle af landets bedste restauranter har ophold i byen, og der er lagt op til gourmet i verdensklasse, når de mange restauranter får friske forsyninger direkte fra havnen blot få meter væk fra køkkenet.
I mere end 300 år har vandreklitten Råbjerg Mile bevæget sig tværs over Jyllands spids mod Kattegat. Som den største af sin slags i Nordeuropa bevæger den sig helt utrolige 18 meter om året, og det vilde særsyn skal opleves, før det kan tros.
Sommerhuse kan lejes i Skagen, men har man bil med, er der mange gode muligheder i Kandestederne og Ålbæk.
Photographer: © Daniel Brandt Andersen
3. Ebeltoft
I bunden af Danmarks næsetip finder I Ebeltoft, der står som klippet ud af en Morten Korch film. Byen er kendetegnet ved sine mange charmerende bindingsværkshuse strækker sig langs de snoede stræder kun afbrudt af små butikker, caféer og restauranter.
I hjertet af Ebeltoft står Det Gamle Rådhus, der har sin oprindelse helt tilbage i det 18. århundrede. Selvom det ikke længere fungerer som rådhus, bliver mere end 500 par stadig viet i den historiske bygning hvert år. Når det ikke bruges til vielser, står det åbent for besøgende som museum. Bylivet i Ebeltoft byder på masser af shoppemuligheder, og i de lokale gårdbutikker og markeder kan man købe lokalproduceret øl, honning og vin.
Fregatten Jylland er ét af Danmarks mest velbevarede skibe og har sit hjem ved Ebeltoft Havn. Her kan besøgende komme ombord på det historiske skib, der deltog i slaget ved Helgoland i 1864, og senere fungerede som eksercerskib i togter til De Vestindiske Øer indtil 1908. I dag er det et museum omkring livet til søs for mere end 100 år siden og holder titlen som verdens længste bevarede krigsskib af træ.
Holme og Handrup og langs Ebeltoft Vig finder I det største udvalg af sommerhuse i højsæsonen.
Photographer: © Daniel Brandt Andersen
2. Løkken
Badeferie og Løkken hører sammen som salt og peber. Den brede hvide sandstrand mod Vesterhavet, bølgende klitter klædt i tyk marehalm, traditionelle bolsjekogerier og flydende fiskemarkeder ved havnen er bare nogle af de oplevelser, der venter besøgende i højsæsonen.
Særligt stranden er blevet et varemærke for livet i Løkken, og de mere end 500 hvide badehuse som pryder bredden hver sommer, er blevet ét med den populære badeby. Her er der lagt an til leg i vandkanten, og for de helt små vandhunde, kan de glæde sig over at kunne komme langt ud i vandet takket være den lave vandstand.
Det er svært at komme udenom Løkken, uden at tage et smut forbi en af de mange restauranter, der pryder gågaden. Hver dag leveres friskfangede fisk til de mange køkkener og videre til de madglade gæster. Der gøres en stor dyd i at levere kvalitets- og sæsonbetonede råvarer i menuerne, og gæster kan altid være sikker på en madoplevelse udover det sædvanlige.
Udover Løkken er Nørre Rubjerg og Blokhus er oplagte sommerhusdestinationer, hvis man har planer om at tilbringe ferien nær den hyggelige kystby.
Photographer: © Niclas Jessen
1. Fanø
Efter en kort sejltur fra Esbjerg befinder man sig på dejlige Fanø. Her er der dømt strand og natur for alle pengene med hvidt sand, smukke plantager, klitheder med små søer og unikke fuglekøjer.
Naturen er den helt store stjerne på den lille ø, men også søfartsbyerne Nordby og Sønderho byder på deres helt egen charme. De smukke bindingsværkshuse med stråtag er indbegrebet af dansk hygge og idyl. De har overlevet tid og tand fra ølivet og står stadig velbevaret i en tidslomme med unik atmosfære og stemning, som kun findes på Fanø.
Såvel som sin natur er Fanø kendt for sine mange madoplevelser, og madelskere fra hele verden kommer hvert år valfartende fra nær og fjern for at smage på, hvad den lille ø har at tilbyde. Smag på friskfanget fisk og lokale specialiteter fra øens mange fantastiske restauranter og slut aftenen af med en vaffel fra den nærmeste isbod.
Fanø er dansk ferie, når det er bedst.