Oplysninger

Abelines Gaard

Sdr. Klitvej 87, 6960 Hvide Sande
Book online

Billeder

Abelines Gaard

Oplev livet som i gamle dage, når I besøger Abelines Gaard. Vær med, når historien bliver levende, og de gamle håndværk atter kommer til sin ret. Lad børnene kærne smør, se hvordan hoser og kniplinger bliver til og kom helt tæt på smeden, der arbejder ved essen.

Abelines Gaard
I 1890 flyttede en ung Abeline ind på nabogården. Hun var blevet gift med Laurids, en af sønnerne fra gården, og nu skulle hun bo på den gamle strandfogedgård. Hun skulle indgå i husholdningen, ligesom hun nu skulle sove i samme rum som sine svigerforældre - dog havde hun og Laurids deres egen alkove! 

Alkover var der nemlig nok af på strandfogedgården. Det var her, strandede søfolk kunne overnatte, hvis deres skib var gået på grund. Og strandede søfolk og forliste skibe var det, man levede af på den gamle gård. Da det enorme engelske skib, Elisabeth Rickmers, i 1894 strandede på den del af kysten, der hørte til Abelines Gaard, tjente Abelines svigerfar så godt på det, at han samme år kunne overlade gården til sønnen Laurids og Abeline. 

Men lykken blev kort for Abeline og Laurids. Allerede i 1904 døde Laurids og overlod Abeline alene med 5 børn. Men med hjælp fra sine børn, drev Abeline gården frem til sin død i 1957.
Gæsterne i alkoverne blev også skiftet ud, og fra at være strandede søfolk, blev det mere og mere strandgæster, der sov i Abelines stuer.

Oplev livet som i gamle dage
Hør om Abelines liv i udstillingen “Fortidens ansigter”, og vælg selv, hvad I vil høre, når Abeline og Esepigen fortæller om deres liv.
I kan også tage børnene med på opdagelse rundt på gården, spille spil og lege lege fra gamle dage både ude og inde. Prøv at gå på stylter, spil ti-bold og bobspil. Lev jer også ind i børns hverdag for 100 år siden, når I prøver vores underholdende skattejagt.
Abelines Gaard har også tilknyttet en redningsstation, hvor der i løbet af året også afholdes arrangementer. Her kan hele familien opleve, hvordan en redningsaktion var i gamle dage.
På Abelines Gaard finder I også en hyggelig café, hvor I på udvalgte dage kan nyde en stor kagebuffet - og ellers serveres der kolde og varme drikke og almindeligt kaffebrød. På gården er der også en lille museumsbutik, hvor I kan finde en souvenir og købe is.

Levende Historie
Abelines Gaard er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor I kan opleve historien lige der, hvor den foregik. Museet består af en række autentiske bygninger, der alle fortæller hver sin spændende historie om det liv, der er levet her, og om hvordan mennesker og landskab har præget det!

På Ringkøbing-Skjern Museum er historien ikke bare udstillet i montre. Her kan du opleve den LEVENDE HISTORIE med alle sanser - gennem levendegørelse, guidede ture, børneaktiviteter og rundvisninger. Med et ugekort eller årskort er der rabat, når I besøger flere besøgssteder. Ugekortet kan købes på museets besøgssteder. Børn og unge op til 18 år har gratis adgang ifølge med en voksen.

Kultur
Museum & udstilling, Seværdighed, Børneaktivitet