Billeder
Ringkøbing Museum
På Ringkøbing Museum bliver historien levende. Her kan I opleve spændende udstillinger, guidede ture og besøge den hyggelige museumsbutik.
Udstillinger om Anden Verdenskrig
Bombeflyvere på vej til Tyskland, tyskere der holdt øje og engelske soldater på vej hjem.
I udstillingen "Flyvere i natten" fortælles historien om de mange engelske bombefly, Lancastere, der fløj ind over Danmarks vestkyst under Anden Verdenskrig. Omdrejningspunktet i udstillingen er en stor 1:1 skala attrap af en Lancaster, og udstillingen fortæller gennem lyd, film, originale genstande og storformatbilleder, om de fly, der styrtede ned, om deres missioner og om menneskene bag.
På museet kan I også opleve den tankevækkende miniudstilling ”Hvad bunkeren gemte - en tysk soldat fortæller”. De mange bunkere der blev bygget langs vestkysten, var en del af tyskernes Atlantvold, der skulle fungere som værn mod de allierede. Bunkerne blev forladt i 1945 og en af disse forsvandt! Den blev dækket af sand og klitter og stod uberørt, som en tidslomme, indtil en storm i 2008 blæste den fri.
I udstillingen kan I komme ind i den rekonstruerede bunker og se filmen om den tyske soldat Gerhard Saalfeld, der under krigen boede i den ”forsvundne” bunker - flere af de udstillede genstande er hans. Gerhard Saalfeld døde i januar 2013, men takket være hans åbenhed og ærlighed er historien om bunkerne stadig levende.
Byudstilling og byvandring
Med udgangspunkt i Ringkøbings historie fortælles 200 års rådhushistorie på Ringkøbing Museum på Dommerkontoret i udstillingen: ”Byens hus – amtets hus”. Det gamle rådhus har dannet ramme om den kommunale administration, retsvæsen, fængselsvæsen og endda Ringkøbings brandstation. Alt dette kan opleves i udstillingen. I de senere år blev det gamle rådhus kun brugt af Ringkjøbing Amt, og hovedvægten af udstilling ligger på rådhuset som mødesal for amtsrådet fra 1849 til 2006.
På Dommerkontoret kan I også opleve Ringkøbing i 1800-tallet, når Jesper Malers malerier på bedste vis skildrer købstaden i årene omkring år 1800. Se de flotte forstørrelser af malerierne, hvor alle detaljerne fra bybilledet kommer frem. Byudstillingen er et fantastisk afsæt til en byvandring rundt i gaderne - hvor mange af husene står endnu.
Ringkøbing Museum arrangerer byvandringer i Ringkøbing by - datoer kan findes på museets hjemmeside.
Bunkerture til Houvig-Fæstningen nord for Søndervig
Tag med til fæstningsanlægget fra Anden Verdenskrig. Se bunkerne indefra, mærk blæsten og hør historien. Ringkøbing Museum arrangerer guidede ture til det store bunkeranlæg Houvig-Fæstningen nord for Søndervig året rundt. Mødested: Houvig Strand P-plads. Se dato og priser på www.levendehistorie.dk
Levende Historie
Ringkøbing Museum er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor I kan opleve historien lige der, hvor den foregik. Museet består af en række autentiske bygninger, der alle fortæller hver sin spændende historie om det liv, der er levet her, og om hvordan mennesker og landskab har præget det!
På Ringkøbing-Skjern Museum er historien ikke bare udstillet i montre. Her kan I opleve den LEVENDE HISTORIE med alle sanser - gennem levendegørelse, guidede ture, børneaktiviteter og rundvisninger. Med et ugekort eller årskort er der rabat, når I besøger flere besøgssteder. Ugekortet kan købes på museets besøgssteder. Børn og unge op til 18 år har gratis adgang ifølge med en voksen.
Anbefalet i nærheden
Seaside Safari - naturlige oplevelser ved Vestkysten
Must see, Specialbutik, Børneaktivitet, Autentiske oplevelser, Cykeludlejning