Wellness i det vestjyske
Kurbad, spa og wellness – klinger det sødt i ørerne? Tag veninden med, partneren, eller fodboldholdet eller gør det til en unik solo-oplevelse, hvor du gør noget godt for dig selv i en måske travl hverdag.
Tag afsted for en dag, en weekend eller måske et ferieophold og kombiner wellness-oplevelsen med ø-ferie i et sommerhus på Rømø, shopping i Esbjerg eller en vandretur i Nationalpark Thy.
Mulighederne er mange – også i det vestjyske – for en særlig oplevelse for krop og sjæl. Med denne artikel gives et overblik over 5 kurbad-, spa- og wellness-centre, som du med fordel kan kaste et blik på, hvis du er på udkig efter en oplevelse af velvære og harmoni – eller måske den gode gaveidé. Klik ind på de enkelte wellnesscentre/kurbade og bliv klogere på mulighederne.
Esbjerg Spa & Wellness
Esbjerg Spa & Wellness ligger på første sal midt i Svømmestadion Danmark Esbjerg. Her kan en sightseeingtur rundt og se de mange attraktioner i og omkring Esbjerg – eller en shoppetur i Esbjergs pulserende handelsliv – kombineres med et skønt og tiltrængt wellness-ophold, hvor der er ”Tid til dig”.
Konceptet i Esbjerg Spa og Wellness er sammensat af klassiske behandlinger samt et stort tilbud af velkendte kurbadstraditioner. Oplev fx den varme luft og duften af de æteriske olier i en saunagus, temperaturforskellene i en finsk sauna, dampbadets fordele i soft sauna eller prøv infrarød sauna, kurbad eller spabad. Et kompetent team af wellness-terapeuter tilbyder også massage og andre behandlinger. Desuden afholdes arrangementer, og det er endda muligt at leje spa og wellness til private arrangementer.
Blåvand Kurbad og Wellness
Eller hvad med en tur til Vesterhavet og Blåvand, hvor der findes et af landets mest luksuriøse wellness-centre? Her findes wellness i første klasse, på flere etager og med udsigt over Vesterhavet. Oplev de forskellige bassiner, saunaer og dampbade og forkæl dig selv med diverse behandlinger såsom massage, ansigtsbehandlinger og terapeutiske behandlinger.
Hvidbjerg Strand har åbnet Blåvand Kurbad & Wellness som et tilbud til både ferieparkens gæster, men også til andre som trænger til forkælelse og velvære.
Sydthy Kurbad
Oppe ved Nationalpark Thy ligger SydThy Kurbad – så hvad med at kombinere en vandretur, cykeltur eller guidet tur i nationalparken med en afslappende og livgivende wellness-oplevelse i det skønne SydThy Kurbad. Kurbadet byder på saunaer, dampbad, saltgrotte, oplevelsesbruser, varmebænk m/fodbad, koldtvandsrum, 2 infrarød kabiner og stort massagebassin med stjernehimmel, så her er rig mulighed for en himmelsk oplevelse.
Udover kurbadsområdet er der café med forfriskninger og dæmpet musik samt kurbadshaven med blandt andet udendørs sauna, spa, vildmarksbad og svedetipi. Stedet afholder arrangementer, og der er desuden mulighed for at leje kurbadet til private arrangementer.
Enjoy Resorts Rømø – Wellness & Badeland
Danmark er et land med mange charmerende øer, og vadehavsøen Rømø er en af perlerne. Her findes Enjoy Resorts Rømø, som udover aktiviteter som golf, fitness og bowling, råder over badeland, spa og wellness. Så trænger du til at få opladt batterierne er Enjoy Resorts Rømø stedet – tæt på vandet, midt i naturen og med et hav af wellness-behandlinger og kurbade. Her er alt inden for spabade, saunaer og behandlinger. Hvad med at prøve deres saltfloating bassin, som er en miniudgave af det døde hav, eller mærke den beroligende effekt af fodmassage med sten eller vandmassage.
Blandt faciliteterne er også en afgrænset børnepool med lavt vand, og der er tidspunkter for familiewellness, hvor børn i selskab med en voksen er velkomne.
Kurbad Limfjorden
Kurbad Limfjorden er et nybygget, luksuriøst wellnesscenter med udsigt over Limfjorden og Venø Bugt. Nyd fx udsigten fra udespaen, der er 36 grader varm og en oplevelse uanset vind og vejr. Du kan desuden aktivere et program, der bl.a. byder på massagebobler og massagedyser. Eller prøv waterfall, der er en liggende bruseoplevelse, der masserer, forfrisker og skaber balance i krop og sjæl. Eller hvad med den ultimative afslapning med en helkropsmassage eller et aromatisk bad.
I Kurbad Limfjorden kan du lade op, få fornyet energi og blive klar til nye udfordringer.