Oplysninger

Gribskov

Gribskov, 3400 Hillerød

Gribskov

Gribskov er mere end 5600 hektar stor og Danmarks ældste store skov. Den består overvejende af løvtræer. Skoven er hjem for Danmarks største vildtlevende bestand af dådyr, men her er også mange andre dyr. Er I heldige, kan I for eksempel se ynglende fiskeørn eller bævere. Der er flere udsigtstårne i skoven, hvor I kan studere dyre- og fuglelivet.

Gribskov har seks vandreruter i forskellige længder. Flere af dem er asfalterede. Her findes også en 1,5 km lang handicapsti med infotavler og mobiltelefonguider. Skulle I få lyst til en pause på jeres vandretur, er der flere bålpladser med borde og bænke i skoven. Vil I gerne overnatte en nat eller to i den smukke natur, er det muligt at slå telt op på tre primitive overnatningspladser.  

Der er mange spændende seværdigheder og oplevelser i Gribskov. Besøg for eksempel Esrum Kloster, hvor der både er museum, klosterhave og naturlegeplads. Klostret holder også flere events - blandt andet Esrum Middelalderdage.
En anden interessant seværdighed er Mor Gribs Hule - en gammel velbevaret jættestue. Legenden siger, at heksen Mor Grib boede her og lokkede vejfarende til ved at fløjte, hvorefter hendes sønner overfaldt og plyndrede dem. 

 

Billede: Visit Denmark/Niclas Jensen

Natur