Vilde oplevelser der kræver mod
Over hele landet findes der gode muligheder for spændende og udfordrende oplevelser - hvad enten de for dig findes i højderne, i dybderne eller på vandet. Dyk ned i artiklen og find inspiration til dit næste eventyr eller tip en god ven om de mange muligheder.
Var det fx noget med en flyvetur? Nær København, ved Tåstrup, findes Copenhagen Air Experience, hvor du i en vindtunnel kan opleve at ”få luft under vingerne” og med lidt øvelse lave akrobatik i luften. Med oplevelsen er der rig mulighed for at udfordre tyngdekraften og dig selv samt få en fornemmelse af det frie fald gennem luften.
Er du mere til ”the real thing” og den ultimative oplevelse, er Dropzone Denmark – Danmarks professionelle faldskærmscenter – klar med råd og vejledning om tandemspring, solospringsuddannelse og udfordringer for erfarne springere. Dropzone Denmark ligger i Herning og har kompetente og erfarne instruktører og professionelle faciliteter.
Kan lidt mindre højder gøre det, og er du samtidig til enestående udsigter, skulle du besøge Camp Adventures skovtårn, som med sine 45 meter tårner sig op 135 meter over havoverfladen. Dette gør tårnet til det højest tilgængelige punkt på Sjælland. Camp Adventure rummer også en klatrepark med mange forskellige klatrebaner, Danmarks længste svævebane og en klatrevæg.
Klatring er også på programmet i Funky Monkey Park Odense. Her findes baner i alle sværhedsgrader og i helt op til 15 meters højde – fra børnebaner med forhindringer, gangbroer og svævebaner til banen ”Scary Monkey”, hvor man skal være mindst 15 år og min 150 cm for at give sig i kast. Der er lagt op til en aktiv og udfordrende dag med masser af frisk luft i Funky Monkey Park Odense.
Vestjysk Paintball er navnet på et oplevelsescenter, der ligger i naturskønne omgivelser nær Ringkøbing. Vestjysk Paintball har specialiseret sig i forskellige kampe på de udendørs baner, hvor kodeordene er spænding, god underholdning og socialt samvær. Aldersgrænsen for paintballbanen er 18 år - hvis du er 16 eller 17 år, kræver det forældreunderskrift. Oplevelsescentret byder også på ”Bumperballs”, hvor du risikofrit kan tackle dine venner.
Gokart World ligger lidt syd for Aalborg og tilbyder en af Jyllands bedste indendørs baner. Der er dømt fart, adrenalinsus, køreglæde og en rigtig sjov dag i Gokart World, hvor dygtige instruktører giver en grundig vejledning, inden starten går. Så leder du efter et underholdende indslag til jeres næste firmaarrangement, polterabend eller bare en spændende dag i venners lag, er Gokart World stedet.
Er du dus med det våde element og måske skrap på et surfbræt, er der ved Cold Hawaii Klitmøller optimale betingelser. På grund af de rigtig gode vindforhold tiltrækker Cold Hawaii Klitmøller både professionelle windsurfere og nybegyndere, fra både ind- og udland. Og så er der en helt særlig stemning i området - surf-atmosfære blandet med nordjysk fiskersamfund.
Vidste du, at det i Danmark er muligt at dykke med hajer? I Kattegatcentret, ved Grenå, kan du som uøvet eller erfaren dykker få den fantastiske oplevelse at dykke i Oceanariet eller hajtanken blandt de fascinerende skabninger. Professionelle dykkerinstruktører er klar til at guide og give dig en oplevelse for livet, med sikkerheden i højsædet.
I landets forlystelsesparker – heriblandt Djurs Sommerland – er der også rig mulighed for at få udfordret sit indre legebarn. Djurs Sommerland er et slaraffenland af forlystelser, både de mere jordnære og rolige og så nogle af Danmarks største og hurtigste rutschebaner. Oplev fx Piraten, der drøner nedad fra 32 meters højde med 90 km/t og mærk suset og fryden.
Lidt fastere grund under fødderne – men stadig med masser af power – finder du med GAME Street Mekka Esbjerg. Her er det muligt for børn, unge og voksne at mødes, få pulsen op og udfordre sig selv og hinanden med streetidræt, såsom street basket, gade-fodbold, parkour, hiphop, skate, street art og meget mere.