Tour de France i Danmark 2022
Startskuddet for den første Tour de France-etape på dansk jord skal lyde i 2022, og vi glæder os til at byde verdens største cykelløb velkommen til verdens bedste cykelland.
Den officielle rute strækker sig over 3. etaper med Grand Départ i hjertet af København, en tur over Storebæltsbroen og en 182 kilometer lang finale med endestation i Sønderborg.
Hop i sadlen og prøv selv kræfter med de skønne ruter inden feltet rammer landevejen til sommer.
1. Etape: Tour-start i København
Nordens cykelhovedstad er vært for turens første enkeltstart med 1. etape i København. Her skal rytterne ud på en 13 kilometer lang omgang gennem Københavns gader forbi berømte landemærker som Den Lille Havfrue, Amalienborg Slotsplads og verdens mest trafikerede cykelstrækning, Dronning Louises Bro.
Den historiske start bliver en hyldest til verdens bedste cykelby, og de mange cykelstier gør ruten oplagt til en oplevelsesrig formiddag uden for myldretiden eller en afslappende aftentur med solnedgang over Søerne.
Planlæg dit ophold i København her.
Kør selv ruten
Starten går ved Ørstedsparken gennem Nørre Farimagsgade og direkte videre til Dronning Louises Bro med skøn udsigt over Søerne. Fra indre by og videre til Nørrebro ad Fælledvej krydser vi igen Sortedams Sø ad Fredensbro inden et smut omkring Parken ad Østerbrogade sender os videre mod Kastellet og Den Lille Havfrue ved Langelinie.
Stil eventuelt cyklen og nyd en velfortjent pause ved Churchillparken og Frihedsmuseet. Inden længe nærmer vi os Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken efterfulgt af Kongens Nytorv. Langs Christians Brygge kan vi se over til Christianshavn og besøge det smukke Kongelige Bibliotek inden turen slutter på H.C. Andersens Boulevard ved Tivoli. Du kan se det officielle kort over enkeltstartsruten i København her.
2. Etape: En hæsblæsende tur gennem dansk historie
2. etape byder på en kuperet rute på 199 kilometer fra Roskilde med udsigt til en spændende finale over Storebælt inden feltet krydser målstregen i Nyborg. På trods af det flade danske landskab skal rytterne erobre hele 3 kategori 4-stigninger, og der vil være rig mulighed for udbrydere at slå stort hul til feltet i løbet af etapens første halvdel.
Roskilde og Vestsjælland vil byde feltet på utallige seværdigheder i nationalparker, smukke fjorde og landemærker helt tilbage fra vikingetiden. Etapens helt store stjerne er dog uden tvivl Storebæltsbroen, som feltet skal krydse inden sidste del af etapen skal afgøres i centrum af Danmarks gamle hovedstad, Nyborg.
Har man mod på at køre ruten selv, skal man være opmærksom på, at flere dele skal klares i bil, da Storebæltsbroen ikke må køres på cykel.
Planlæg dit ophold i Roskilde her.
Planlæg dit ophold i Nyborg her.
Kør selv ruten
Pak cyklen godt med mad og drikke for foran venter en 199 kilometer ren udmattelse og nogle af landets hårdeste stigninger. Vi stiller til start i Roskilde, og inden turen går videre kan vi tage et smut forbi Roskilde Domkirke, Lejre Museum og ARKEN museum for moderne kunst. Vi følger Ringstedgade ud af Roskilde og drejer mod Lindenborgvej efter 6 kilometer.
Vi kører små 13 kilometer videre mod Munkholmbroen og følger Munkholmsvej til Holbæk og forsætter endnu 22 kilometer ad Nykøbingvej og Gislingevej inden vi møder første stigning på Asnæs Indelukke fra Åsevangsvej.
Vi hopper af cyklen ved Høve Strand og får pusten tilbage inden vi bestiger anden stigning i Høve på Veddingevej og fortsætter direkte mod tredje og sidste stigning på Kårup Bakken. Herfra følger vi Sjællands vestkyst mod syd i 50km til Korsør.
Turen tværs over Storebæltsbroen må nydes i bil, og har man mere i benene kan de sidste 3 kilometer af ruten tages ved at følge stranden ind til centrum af Nyborg. Vi slutter dagen af med et smut forbi Danmarks ældste bevarede kongeslot fra middelalderen, Nyborg Slot, og nyder en velfortjent madoplevelse på Restaurant Lieffroy. Du kan se det officielle kort over etapen fra Roskilde til Nyborg her.
3. Etape: Finalen i Sønderborg
3. etape starter i Vejle, hvor feltet blandt andet får lov til at smage på den berygtede stigning på Kiddesvej. Kommunen har stået som Danmarks mest kendte cykelterræn og huser nogle af vores største og vigtigste historiske monumenter. Det bliver en dag for sprinterne, for efter de sidste kategoriserede stigninger ved Koldingvej, Hejlsminde Strand og Genner Strand er der stort set fladt løb til målstregen i Sønderborg.
Syd- og Sønderjylland vil give feltet rigeligt med oplevelser og seværdigheder fra vikingetiden, borge og kirker, og derfor er ruten også oplagt som cykelferie i sommervarmen.
Planlæg dit ophold i Vejle her.
Planlæg dit ophold i Sønderborg her.
Kør selv ruten
Der er afgang fra Vejle med en stærkt kuperet rundtur i de første 14 kilometer, hvor vi blandt andet kører forbi de UNESCO-bevarede Jellingesten med Danmarks dåbsattest af Harald Blåtand. Herefter går turen videre til etapens første kategoriserede stigning ved Koldingvej efter 27 kilometer i sadlen, hvorefter vi fortsætter ad Hovedvejen gennem Ødsted Ammitsbøl og Vester Nebel, inden vi rammer Kolding.
Stil cyklen ved Koldinghus i byens centrum og hvil benene inden turen går videre mod den anden kategoriserede stigning på Hejlsmindebakken, som fører os videre til Christiansfeld. Derefter går det stik syd i 12 kilometer inden vi runder 100 kilometermærket ved Haderslev.
Vi fortsætter rejsen sydpå og mod den sidste kategoriserede stigning på Genner Strand. Inden turen slutter i Sønderborg, kommer vi forbi Krusmølle, det smukke Gråsten Slot og den historiske Dybbøl Mølle. Du kan se det officielle kort over etapen fra Vejle til Sønderborg her.
Dit helt eget cykeleventyr
Hvad end du har planer om at følge med feltet eller kombinere din cykelferie med en enkelt etape, så byder de tre første Tour de France-etaper i Danmark på et hav af seværdigheder. Har du brug for inspiration til turen, så finder du altid en masse spændende aktiviteter hos Discover Denmark hele året rundt.
Husk at flere af etaperne indeholder passager, som det er ulovligt at cykle på. Kør altid efter gældende færdselsregler og trafikforhold.