Mød ægte skagbo værtskab

Skrevet d. 17/10/2018
Skagen er én af de mest besøgte turistbyer i Danmark, og dette er ikke helt ubegrundet. Læs med her, for at få en fornemmelse af hvad det hele drejer sig om.

Kom til Danmarks ende, her er ikke så dystert som udtrykket måske antyder. Faktisk påstås det at Skagen er den by i Danmark med flest solskinstimer. Dermed kan man altså nå at se en masse i løbet af de mange dagtimer. Hvilket vi har forsøgt at gøre nemt og overskueligt ved at highlighte nogle specifikke oplevelser.

 

Sandholdige oplevelser

Det nordligste område af Jylland er rig på sand, og sand bliver dermed næsten umulig at komme udenom. Sandet har en særlig indvirkning på Skagen-området, og bl.a. Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit, er et vidnesbyrd om sandflugten tilbage i 1500-1800-tallet. Milen må endvidere siges at være Danmarks bedste bud på en ørken.

Også Den Tilsandede Kirke minder os om at store dele af landskabet engang lå øde. Tilbage står kun det fredede kirketårn, som stadig stikker ovenfor sandet.

Sandflugten har dog også haft en medvirkende faktor til de enormt flotte og brede strande, som vi møder langt oppe mod nord. Hertil kan vi blandt andre nævne Kandestederne og Skiveren som oplagte strande til både solbadning og leg.

 

En helt speciel oplevelse

Ved Grenen får du den helt særlige fornøjelse af at kunne stå med ét ben i hvert hav, når Skagerrak og Kattegat havene mødes og støder sammen. Dette er et sjældent naturfænomen og en ekstraordinær oplevelse du skylder dig selv. Du kan tilmed være heldig at se områdets sæler, som efterhånden finder de mange turister yderst trivielle og derfor slænger de sig vanligt på stranden, fuldstændig upåvirket af folkemængden. 

Før du kigger ud på Grenen, bør du unde dig selv en tur op i det gamle Grå Fyr. Fra de imponerende 46 meters højde har du mulighed for at opleve trækfugle, foruden en formidabel udsigt.

Herfra kan du så passende bevæge dig mod Sandormen og fange dig et lift til spidsen eller vælge en af de foreslåede ruter der varierer i længde.

Tag et smut til Gammel Skagen for at opleve den unikke arkitektur, her står husene så smukt i solens varme stråler, med sine mange gule bygninger og røde tage. Stedet emmer af nostalgi og minder fra da det var et fiskerleje. I dag afspejler det et yderst mondænt område.

 

En maritim fest

Du bør uden tvivl lægge vejen forbi Skagen Lystbådehavn. Gå en tur ved de karakteristiske røde pakhuse, lad dig opsluge af de hyggelige rammer og nyd lyset, mens du slapper af med stil. Havnen er en fornøjelse uanset årstid.

Skagen byder på et bredt udvalg af spisesteder, så hvis ikke lige det er fisk der får dit mundvand til at løbe, er der råd for det, men specielt udmærker de sig nu ved friskfanget fisk og skaldyr.

 

Forkæl dit kunstneriske jeg

Selvfølgelig kommer der på falderebet en anbefaling til Skagens kunstmuseer. Du har næsten ikke rigtig været i Skagen, hvis ikke du har ladet dit blik hvile på et stykke malet af skagensmalerne.

Afslutningsvist kan I vende forbi hos en af Skagens glaspustere, hvor der både vil være mulighed for at overvære det arbejdende værksted samt købe de færdiglavede glasgenstande.    

 

 

Ved Danmarks nordligste by får du både en bid af øst- og vestkysten, og stedet er spækket med unikke oplevelser, hvorfor én ferie i Skagen sikkert ikke er nok til at opleve al dens herlighed!

 

Læs andre artikler