Ø-stemning - hvad er det?
Med over 400 navngivne småøer, heraf mere end 70 beboede, er Danmark et eldorado for ø-entusiaster. Så mulighederne er mange for en unik ferieoplevelse, hvor man kan få den særlige ø-stemning under huden.
På en mindre ø hersker ofte en stemning af fred og ro, tingene foregår i sit eget tempo og ikke sjældent på sin egen facon. Samtidig er ø-livet præget af øens kulturhistorie, naturen, af de mennesker, der bebor den, og af de specialiteter, de frembringer. Mange søger også den stilhed, der er karakteristisk for en mindre ø og de mørke nætter, hvor gadebelysning ikke hæmmer muligheden for stjernekiggeri.
Ofte er der også masser af gode aktivitetsmuligheder – såsom cykel- og vandreture, lystfiskeri, havkajak, surf, ridning og sejlads – alt sammen i naturskønne omgivelser. Så der venter mange fine oplevelser i det danske ø-rige, hvor mange af øerne kan nås med færge.
Ø-passet
Mangler du inspiration til et ø-besøg kan ø-passet anbefales. Ø-passet er et lille hæfte og indeholder inspiration og information om 37 danske øer, som du kan komme til med færge.
Med hæftet kan du holde styr på de øer, du har besøgt og i det hele taget blive klogere på de danske øer. Ø-passet rummer oplysninger om færgerute, sejltid, antal beboere og øens størrelse samt en QR-kode til yderligere informationer om fx oplevelser, overnatning og spisesteder. Se ø-passet her og bestil det her.
Det Sydfynske Øhav
Det Sydfynske Øhav er et oplagt sted at tage ø-passet med på såkaldt ø-hop. Her ligger øerne som perler på en snor, og i år forbindes øerne Strynø, Lyø, Avernakø, Skarø, Drejø, Hjortø og Bjørnø.
Se f.eks. sæler ved Strynø og oplev Smakkecentrets udstilling om Øhavets natur og kulturhistorie; find gode badestrande og fine fiskepladser på Lyø; gå på café og find spændende ø-produkter ved gårdbutikker på Avernakø; nyd en vandretur på naturskønne Skarø; se sjældne blomsterarter langs kysten på Drejø; find fred og ro på Hjortø og nyd fuglelivet på den bilfri ø Bjørnø.
På de Sydfynske øer finder du en bred vifte af overnatningsmuligheder, lige fra Bed & Breakfasts, feriehuse og hoteller til campinghytter og mere primitive teltpladser og shelters.
I hele Det Sydfynske Ø-hav er der et hav af oplevelser, der fokuserer på naturen, kulturarven og historien, som du kan opleve på egen hånd eller med en formidler eller guide. Så grib dagen og evt. ø-passet og oplev den særlige ø-stemning på de danske øer.