Photographer: © Daniel Overbeck - VisitNordsjælland

Oplev Hamlets slot og mød Holger Danske

I mere end 400 år fungerede Kronborg Slot som toldbod for de søfarende skibe på Øresund. Senere skulle den historiske bygning også fungere som kulisse for William Shakespeares berømte skuespil om den danske prins, Hamlet. Slottet er også hjem for H.P. Pedersen-Dans statue af sagnhelten Holger Danske.

Besøg det historiske Kronborg Slot og nyd smuk arkitektur, udforsk de skumle kasematter og se om I kan løse slottets hemmelighed i den sjove Mystery Hunt.

Kronborg Slot

Efter at have besejret Sverige i Den Nordiske Syvårskrig i 1570, begyndte Frederik 2. sin ombygning af den gamle fæstning ved Øresund, Krogen. 15 år senere stod Kronborg Slot færdigt opført i storslået renæssancestil, der med sine nymonterede kanoner skulle stå for opkrævningen af told hos de forbipasserende skibe.

Sundtolden betalte for nye tårne, kobbertag, spir og ikke mindst pragtfulde fester for hoffet og adelen.

Desværre ville skæbnen at slottet skulle gå i brand i 1629, og kort efter måtte det også se sig besat af den svenske konge Karl Gustav, der plyndrede det for malerier og værdifulde regalier. Slottet genfandt aldrig sin betydning som kongebolig og skiftede derfor rolle som fæstning og kaserne. 

 

William Shakespeare og Kronborg Slot

William Shakespeare valgte Kronborg Slot til sin berømte fortælling om Hamlet, Prins af Danmark fra 1603. Slottet var dengang berømt i hele Europa for sin pomp og dekadence, hvilket også menes at være grund til, at den berømte forfatter valgte slottet som baggrund for sit skuespil. Selv besøgte William Shakespeare aldrig slottet, der alligevel hyldes med et mindesmærke i Fireportegården på slottet.

 

Photographer: © Daniel Overbeck - VisitNordsjælland

 

Legenden om Holger Danske

Den danske sagnhelt, Holger Danske, menes at skulle have været ridder i Karl den Stores hær i vikingetiden. I kasematterne under Kronborg Slot kan gæster møde statuen af Holger Danske, som blev opført af H.P. Pedersen-Dan i 1907. Det siges, at han hviler sig i kælderen indtil Danmark en dag trues af fjender, hvor han vil rejse sig og forsvare land og befolkning.

Læs også