Foto: Den Gamle By

Jul i Den Gamle By: Et juleeventyr for hele familien

Fra november frem til januar kan du opleve den fortryllende julestemning i Den Gamle By. Besøg nisserne på spildop på deres loft over Torvet, køb julepynt fra isenkræmmeren og smag på bagerens nybagte klejner, når parken slår dørene op til et uforglemmeligt juleeventyr for hele familien.

Den Gamle By byder indenfor til lækkerier, historier og masser af julehygge.

 

Klassisk julestemning på Torvet

På Torvet spiller julens salmer fra messingblæsere imens byens borgere fortæller om julens traditioner og hverdagen i storbyen i december.

Her står opstillede boder med varme æbleskiver, honninghjerter og ristede mandler. I kælderen serveres grillede vildsvinepølser til kolde juleøl eller lutendrank, mens byens butikker sælger traditionelt julepynt, bøger, legetøj, slik og smykker.

 

 

Aftenjul i Den Gamle By

Før lyskæder hang i gaderne, og før oplyste grantræer strålede på bytorvet, var julen mørk. Vær med til aftenjul i Den Gamle By og oplev julen fra tre unikke tidsperioder af dansk historie.

Træd ind i 70'er hjemmet, hvor velstand og en senere økonomisk krise i høj grad præger julehyggen. Her er julen ikke langt fra den, vi har i dag, og for mange vil de pyntede julestuer nok vække minder fra barndommens hyggeligste tider. 

På den anden side af broen skrues tiden små 100 år tilbage, og pludselig ser julen noget anderledes ud. Juletræer tændes med levende lys og spiseligt pynt, men under festlighederne ulmer mellemkrigstidens fattigdom, der i den grad har sat sine sine spor i højtiden. 

I 1700-tallets oplysningstid var julen styret af religion, og kun overklassehjem kunne glæde sig over julegaver og juletræ. Imens måtte byens laverestående se vinteren i øjnene uden hverken fest eller julemad. Besøg de fattige lejeboder og mærk den iskolde vind suse ind gennem sprækkede trædøre, hvor skiven af et tørret æble er en af julens eneste lækkerier.

 

Spis dig mæt i juleknas

Gennem din rejse i købstadens jul kan du smage på julens mange godter fra deres tidligste udgaver og helt frem til de elskede klassikere, vi kender i dag. Du kan også få julehyggen med hjem med et udpluk af bagerens pebernødder, vaniljekranse og brunkager.

På restaurant Gæstgivergården er menuen spækket med de helt store julefavoritter i langtidsstegt ribbensteg med fennikel og appelsinskal, stegt sild, tarteletter med høns i asparges og risalamande med kirsebærsovs. 

Hele Den Gamle By i Aarhus er klædt på til jul helt frem til det nye år.

Læs også