Photographer: © Sebastian Nils

Fregatten Jylland: Oplev Danmarks sidste krigsskib af træ

Fregatten Jylland var et dansk krigsskib, som deltog i slaget ved Helgoland og drev de preussiske modstandere på flugt. I dag har skibet hjem i Ebeltoft Havn som museum og verdens længste, bevarede krigsskib af træ.

Træd ombord på den mægtige fregat og oplev, hvordan livet til søs så ud for mere end 100 år siden.

 

Fregatten Jylland som museum

Ombord på det gamle krigsskib venter et møde med tidens mange sømænd, som levede på fregatten gennem tiden. Hvert dæk fortæller om en ny tidsperiode i skibets unikke historie som krigsskib i den 2. Slesvigske krig og senere som skib til togter mod De Vestindiske Øer.

Livet til søs var hårdt, og skibets søfarere måtte arbejde dag og nat i al slags vejr. Selvom arbejdet var farligt, var det normalt for mange drenge at få tjans som matros allerede som 13-årig. På Fregatten Jylland kan du opleve deres dagligdag og prøve kræfter med arbejdet ombord i syv forskellige poster på skibet.

Slaget ved Helgoland var en sejr for Fregatten Jylland, men det blev ikke et vendepunkt for den slesvigske krig, og Danmark endte med at tabe krigen tre dage senere. Ombord kan du høre guiderne fortælle om fregattens afgørende deltagelse i de slesvigske krige.

 

 

Livet ombord på Fregatten Jylland

Som sømand på Fregatten Jylland i 1800-tallet var tilværelsen benhård. Få havde sat fod på et skib før, og da mange knapt nok var voksne, var der en hel del, som skulle læres. Daglige militæreksercits i kanon- og geværføring skulle forberede besætningen på fjendtlige møder til søs, og grundig vedligeholdelse af både skib og udstyr holdt fregatten skinnende ren. Selv når man endelig havde fri, var der meget lidt at lave udover at ligge i sin køje, da man naturligvis ikke lige kunne forlade skibet.

Til gengæld lokkede Fregatten Jylland med muligheden for at rejse udenlands på de lange togter til søs, hvilket ikke var noget som den almindelige dansker kunne have drømt om i 1800-tallet.

Læs mere om Fregatten Jylland her.

Læs også