Fiskebutikker nær Søndervig
I Vestjylland findes der mange spændende fiskeforretninger, hvor man kan gøre et godt køb til et lækkert måltid.
I fiskeribyen Hvide Sande findes der 3 gode fiskebutikker, og 10 kilometer fra Hvide Sande finder man handelsbyen Ringkøbing, hvor der på havnen sælges fisk i fiskehuset. I alle disse fiskebutikker er der et stort udvalg af både friske fisk, røgede fisk og skaldyr fra det nærliggende Vesterhav.
Hvide Sande Røgeri
Beliggende vest for den store rundkørsel i Hvide Sande, finder du en herlig fiskeforretning. Her sælges der alt i fersk og røget fisk, skaldyr og lækre specialiteter. Du kan også møde deres fiskebiler, som kører rundt og sælger fisk i Vestjylland. En helt tredje mulighed er, at du kan få leveret frisk fisk til døren.
Havnens Røgeri
Denne fiskeforretning ligger tæt op ad auktionshuset i Hvide Sande. Derfor sælges der altid friske fisk direkte fra auktionen. Hvis det er nødvendigt, tilbydes der her gratis vakuumpakning eller transportkasse til hjemrejsen.
Nordsø Fisk – Hvide Sande
Denne fiskebutik ligger også klods op ad auktionshuset i Hvide Sande. Her har ejerne en kæmpe passion for fisk, vand og naturen. De fileterer, ryger og tilbereder selv de friske fisk fra Vesterhavet. Som sagt har stedet deres eget røgeri, hvilket gør, at de kan tilbyde varmrøget laks og makrelfilet.
Fiskehuset Ringkøbing
På den skønne havn, i handelsbyen Ringkøbing, findes der et fiskehus med alt godt fra Vesterhavet. Her kan du både købe ind til et lækkert måltid, eller du kan nyde en indbydende anretning udenfor ved vandet. På grund af kombinationen mellem den skønne udsigt til lystbåde og fiskekuttere, og det store udvalg af fisk, er Fiskehuset i Ringkøbing et perfekt sted til enten at købe eller spise en god portion fisk – eller måske endda begge dele.