Fællesskaberne dyrkes i Hjertet
Hjertet i Ikast er fællesskabernes legeplads og kulturer dyrkes på tværs af foreningsliv og interesser.
I Maj 2018 åbnede Ikast-Brande kommune for første gang dørene til Hjertet. Dette projekt startede i 2010 som en vision om at lave et sted, hvor god synergi kunne opstå i arbejdet mellem det private og det kommunale. Et sted hvor kommunens borgere ønsker at bruge deres fritid, og fællesskaberne kan dyrkes.
I 2017 tog man det første spadestik, og allerede året efter stod den knapt 4000 m² store bygning færdig. I dag huser den både International School Ikast-Brande, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Blindes Arbejde og Fælleskantinen, hvoraf de sidste to er socialøkonomiske virksomheder. På trods af, at stedet ganske rigtigt lyder meget kommunalt, er det dog ikke hensigten at den imponerende bygning skal stå tom, når kontorerne og klasseværelserne forlades.
Aktiviteter indenfor
Multirummet på første sal, hvor der er plads til 149 mennesker, kan benyttes og lejes til sport, dans eller foredrag.
Er du mere til Yoga, Pilates eller Mindfullnes mv. kan det lidt mindre Refleksionsrum, med plads til 49 mennesker tages i brug. Alle, lige fra privatpersoner til foreninger og virksomheder, kan for få kroner leje sig ind i Hjertets lokaler og møderum. En lang række foreninger har allerede taget huset i brug, og benytter sig af Multirummet, Refleksionsrummet og mødelokalerne, hvor der er plads til mellem 15 og 30 personer.
Skatere, BMX-kørere og rulleskøjte-entusiaster anvender flittigt skaterbanen, pumptracket og den indendørs Streetsport hal. Udover at man her kan køre på skateboard, rulleskøjter og BMX, kan Streetsport hallen også anvendes til andre former for sport, som basket, hockey og fodbold. I rummet ved siden af, er der omklædningsrum med mulighed for bad, når man er færdig med strabadserne.
Torvet, med adgang til lærred og projektor, kan bruges ved store musikforestillinger, teater eller foredrag.
Aktiviteter udenfor
Udenfor har man, foruden skateboardbanen og pumptracket, anlagt løbebakke, petanque-, multi- og beachvolleybane, udefitness m. parkour, gå-og-cykelruter samt en bålplads.
Der er desuden planer om at opsætte to små ”madpakkehuse”, med udsigt over søen, hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe eller sin medbragte mad.
Alle må anvende Hjertet og dets faciliteter, og der er åbent for såvel spontane fritidsaktiviteter, som det organiserede foreningsliv. Hvis du allerede nu sidder og tænker, at det kunne være fedt at stifte nærmere bekendtskab med Hjertet, er der åbent mandag - torsdag 8.00 - 22.00 og fredag - søndag 8.00 - 20.00.