Et frirum langs vestkysten af Jylland
Tag børnene i hånden og oplev nogle af vestkystens mange eventyr.
I vinterhalvåret er der ikke mange, der overvejer at tage til stranden. Hvilket gør at der er en dejlig ro. Du får følelsen af, at kysten aldrig ender. Der er strand og klitter, så langt øjet kan se. Og kigger du ud mod vest, er det havets brusende bølger, der møder dine sanser. Børnene kan få brugt masser af energi ved at rende op og ned i klitterne. Måske de er på deres eget eventyr og et nyt kongerige er opstået og skal udforskes.
Klitterne og strandene ved Vesterhavet giver hele familien en utrolig oplevelse af naturen. Der er mange forskellige ting, man kan lave på de vestjyske strande. Hele familien kan gå en tur sammen, måske samle muslingeskaller sammen, som kan bruges når man er hjemme igen. Eller man kan opleve bunkerne. Langs kysten er der mange bunkere, bygget af tyskerne under 2. verdenskrig. Husk dog på, at disse bunkere har ligget der længe, og derfor ikke er sikre at kravle ind i.
Ravjagt for hele familien
Rav, også kendt som “Nordens guld” bliver skyllet op på vestkysten, og finder man et stykke rav, må man gerne tage det med hjem.
Rav er hærdet harpiks, som nogle træsorter har svedt ud. Harpiksen dryppede ned i skovbunden, hvor det efter flere tusinde år hærdede og blev til rav. Intet sted er ravet dog fundet, hvor det er dannet. Hav, floder og isen fra istiderne har transporteret det vidt omkring. I dag findes de største forekomster af rav langs vestkysten af Jylland og langs de baltiske landes Østersøkyst.
Gode råd til rav jagten:
- Når det stormer, skylles spændende ting op på stranden. Der er gode chancer for at finde rav, når det har blæst i et par døgn fra vest eller sydvest, og det derpå bliver stille med roligt vand.
- Mange leder efter rav blandt sten bræmmerne på stranden. Men her ligger ravet ikke. Det meste rav driver nemlig ind på stranden med tang, skaller og træstammer, der flyder ligesom rav. Så det er mellem disse ting, du skal lede.
- Slebne ravsmykker har en smuk gylden farve. Men det rav, du finder på stranden, ser ikke altid sådan ud. Det kan fx være sort eller hvidt. Så ravets bedste kendetegn er faktisk vægten – du leder efter noget, der ligner sten, men er næsten lige så let som træ.
- Du kan finde rav året rundt. Men de fleste ravfund sker i vintermånederne. Når havet er koldt, er der mere opdrift, og der bæres mere rav ind på stranden.
Der er mange forskellige strande langs kysten. Der er gode parkeringsmuligheder, og ofte skal man over en klit, og så er man ved stranden og bølgerne. Husk på hvis I har hund med til stranden, så pas på med at slippe hunden fri i bølgerne, der er hestehuller i Vesterhavet, som hunden kan forsvinde væk i.