Photographer: Julian Herzog

Christiansborg Slot: Træd ind i magtens korridorer på Slotsholmen

Siden middelalderen har Slotsholmen været knudepunktet for statsmagten i Danmark. Fra bispeborg og slot har konger, dronninger og regeringer dirigeret landet som både enevælde og demokrati i snart 900 år. Det bestående Christiansborg Slot har dog kun stået siden 1928 og er i dag besat af Folketinget, Statsministeriet og Højesteret.

Besøg Christiansborg Slot og bliv klogere på øens spændende fortid som Danmarks længst fungerende hovedsæde.

 

Christiansborg Slot fra kongebolig til regeringsbygning

Der havde nok været noget om snakken, hvis man erklærede Slotsholmen evigt forbandet for kongefamilien i 1800-tallet. Efter en slotsbrand havde jævnet øens kongeslot for tredje gang i 1884, havde holmen i det centrale København nærmest brugt længere tid som byggegrund end borg. I kølvandet af statsbankerotten og efter den mindre imponerende 2. udgave af Christiansborg stod i flammer, stod arkitekten Thorvald Jørgensen med opgaven om at genopføre Christiansborg for tredje gang.

Slottet stod færdigt i 1928 i nybarok-stil med granit hentet fra sogne i hele landet. Slottet fik også tildelt riddersal, slotskirke og kongelige stalde, som oprindeligt var tiltænkt kongefamilien, men da Christian 10. i stedet valgte at blive boende på Amalienborg, overtog Statsministeriet bygningen. I dag rummer Christiansborg Slot også Folketinget og Højesteret.

 

 

Dronningen på Christiansborg Slot

Dronningen benytter stadig De Kongelige Repræsentationslokaler på slottet, hvor hun og kongefamilien modtager både statsoverhoveder og befolkning. Oftest modtages de i den smukke tronsal med azurblå marmorsøjler, gyldent silketapet og de enevældige tronstole.

I Riddersalen afholdes de royale gallamiddage på Christiansborg Slot med plads til omkring 400 gæster. Her huses også 17 festlige gobeliner tegnet af kunstneren Bjørn Nørgaard med skildringer om Danmarks historie.

Det Kongelige Festkøkken har siden Christian 10. i 1930’erne vartet op om konger, dronninger, prinser, prinsesser og præsidenter fra hele verden. I 2016 åbnede H.M. Dronningen officielt køkkenet som fast udstilling på Christiansborg. Den eneste måde man kunne komme tæt på det historiske køkken var indtil da som kok, tjener eller forvildet gæst til kongeligt taffel. I køkkenet kan besøgende blandt andet opleve en af Europas største kobbersamlinger i køkkentøj.

 

De historiske ruiner

Christiansborg Slot står i egentlig forstand på skuldrene af tidligere kongeslotte, hvor mon ingen nok er vigtigere for danmarkshistorien end ruinerne fra Absalons Borg og Københavns Slot.

Københavns første borg blev opført og grundlagt i 1167 af Biskop Absalon med blandet bebyggelse. Absalon valgte holmen på grund af dens udsigt over Østersøen med øje for både handel og beskyttelse af byen. Borgen blev erobret i 1369 og efterfølgende revet ned.

På resterne af borgen opførte man hurtigt efter grundstenene til det, der skulle blive Københavns Slot. Slottet forblev fyrstebolig i mere end 300 år og husede både Christian 4. og Frederik 4. I 1731 blev slottet vurderet til fare for omgivelserne grundet tidens mange ombygninger og tilføjelser, og det blev derfor revet ned af Christian 6.

Læs også