Besøg Frederiksborg Slot

På bredden ved Slotssøen i Hillerød hviler det eventyrlige Frederiksborg Slot. Slottet, der tidligere var hjem for Christian 4. og Frederik 7., er i dag et nationalhistorisk museum med en helt særlig tilknytning til Kongehuset.

Gå på opdagelse i Nordens største renæssanceslot og genoplev 500 års Danmarkshistorie.

 

Frederiksborg Slot

I dag er det kun navnet der står tilbage fra Frederik 2. oprindelige slot, og Frederiksborg Slot har måtte overleve både nedrivninger og slotsbrande i sin snart 500 år lange levetid.

Den første udgave blev oprindeligt opført i 1580 af Frederik 2., men kun 40 år senere besluttede sønnen, og den daværende konge, Christian 4. sig for at rive bygningen ned til fordel for renæssanceslottet, der står i dag.

I det følgende århundrede blev Frederiksborg Slot brugt som kongebolig af blandt andre Frederik 7., som renoverede store dele af bygningerne for at gøre dem mere moderne i midten af 1800-tallet. Renoveringen inkluderede nye store slotskaminer, som kunne holde de store sale varme i senmånederne. Desværre var de også grunden til slotsbranden i 1859, der efterlod meget af slotsanlægget i ruiner.

Heldigvis var tragedien kortlivet, og slottet blev genopbygget med støtte fra en landsindsamling og J. C. Jacobsen og den nye bygning stod færdig i 1884. Siden istandsættelsen har slottet været hjem for Det Nationalhistoriske Museum med malerier, møbler og kunst fra forskellige perioder af Danmarks historie. Museet er åbent året rundt.

 

  

Frederiksborg Slotskirke

På trods af branden i 1859 slap den tilhørende slotskirke for alvorlige mén, og gæster kan derfor stadig besøge det imponerende kirkerum, der oprindeligt var tiltænkt som kongefamiliens private kirke. Kirken har en særlig plads i kongefamiliens historie, da den som kroningskirke var stedet, hvor landets konger og dronninger blev salvet under enevælden.

Interiøret står velbevaret, som det ville have set ud for hundrede år siden, og besøgende kan nyde det imponerende guldbelagte loft med elfenbensudsmykninger, altertavlen og det historiske Compenius-orgel fra 1610.

I dag er Frederiksborg Slotskirke en aktiv sognekirke åben for offentligheden.

 

Slotshaverne i Frederiksborg Slot

Haveanlæggene på Frederiksborg Slot er inddelt i to meget forskellige stilarter med en barokhave og et lystskovsanlæg i engelsk stil.

Barokhaven stod indtil 1996 i forfald, inden den blev istandsat efter arkitekt J.C. Kriegers originale tegninger. Haven er lagt efter den italiensk inspirerede barokstil fordelt på tre terrasser med en bred kaskade, der strømmer ned i slotssøen. Gæster kan nyde en vandretur gennem de traditionelle formklippede buske og træer, parterrer og snorlige bede, som udsmykker haven.

I kontrast til barokkens symmetri er søsteranlægget anlagt med fritvoksende skovpartier, romantiske stier, små søer og vildt buskads. Her ligger også det idylliske Badstueslot, der blev brugt som lystslot af kongen i jagtsæsonen. Slottet bruges stadig af kongefamilien til jagtfrokoster og er kun åbent for offentligheden ved særlige begivenheder.

Læs også