De danske nationalparker

Vidste du, at Danmark rummer 5 nationalparker, som omfatter nogle af Danmarks mest enestående og værdifulde naturområder og landskaber? Vidste du også, at reglerne for færdsel i en nationalpark er nøjagtig de samme som dem, der gælder for de naturområder, der ligger uden for en nationalpark – og at nationalparkerne er åbne for alle hele året og døgnet rundt?

Nedenfor gives en kort introduktion til Danmarks nationalparker med mulighed for særlige oplevelser i naturen og af kulturel karakter. Du kan her finde besøgscentre, vandre-, cykel- og ridestier samt teltpladser og shelters i nogle af landets skønneste områder. Følg linket i overskrifterne og besøg hjemmesiden for de enkelte nationalparker – og bliv klogere på Danmarks natur, kulturarv og de mange oplevelser, der venter.

Nationalpark Thy (indviet i 2008)
Nationalpark Thy er landets første nationalpark og en storslået vildmark med gode levevilkår for sjældne dyr og planter. Her kan man opleve krondyrene brøle, tranerne danse, og i 2012 blev det første tegn på ulv fundet i Danmark i 200 år. Til den samlede historie om Nationalpark Thy hører blandt andet også bronzehøje, kirker, bunkere, kystfiskeri og kystsikring.

Nationalpark Mols Bjerge (indviet i 2009)
I Mols Bjerge i Østjylland finder du landets anden nationalpark og et landskab skabt af istider. Besøgende kan opleve køer, heste, får og ponyer græssende i store folde samt kulturhistoriske seværdigheder, blandt andet Danmarks største stenalder-runddysse, Porskær Stendysse, bronzealderens Trehøje og middelalderens Kalø Slotsruin. Tæt på findes den hyggelige søkøbstad Ebeltoft og Jyllands hovedstad, Århus.

Nationalpark Vadehavet (indviet i 2010)
Nationalpark Vadehavet er Danmarks enestående tidevandsområde og er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Som en del af et 500 km langt tidevandsområde indeholder nationalparken en stor mangfoldighed i plante- og dyreliv og er et af verdens mest produktive økosystemer. Området er et stort spisekammer for de mange trækfugle, der besøger stedet, og gastronomisk byder nationalparken på blandt andet marsklam, vadehavsrejer, havtorn og østers. Historisk set har området været et attraktivt sted at bosætte sig på grund af de mange fødekilder.

Nationalpark Skjoldungernes Land (indviet i 2015)
På Midtsjælland, kun 30 min. kørsel fra København, finder du Nationalpark Skjoldungernes Land, som er et varieret istidslandskab med store kulturhistoriske værdier. Siden stenalderen har mennesker levet i området og efterladt sig spor. Oplev de fredede herregårdslandskaber og landsbyer eller middelalderbyen Roskilde og Roskilde Domkirke, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. De mange stier, shelters, ture og besøgssteder giver mulighed for at opleve nationalparken på nært hold.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland (indviet i 2018)
Mindre end en time fra København ligger Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som rummer fine naturskatte og store kulturhistoriske værdier, der vidner om kongemagtens tilknytning til Nordsjælland. Du kan blandt andet finde Kronborg (på UNESCO’s Verdensarvsliste), Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot samt en række slotsruiner. Nogle af Danmarks største skove præger området sammen med nogle af Danmarks største søer. Her finder du et meget rigt dyreliv, sjældne sommerfugle, spændende svampeflora og kilometervis af klit og strand ud mod Kattegat.

Er du til gratis naturoplevelser og unik kulturarv, så besøg Danmarks nationalparker og oplev Danmark fra nogle af sine smukkeste og mest specielle sider!

Læs mere på www.danmarksnationalparker.dk

Læs også