8 oplevelser til din vinterferie i København

Skrevet d. 08/02/2019
Vinteren er for mange ensbetydende med våde sokker og sne i skoene. I København er vinteren imidlertid lig med varm kakao, skøjtebaner og hyggelig atmosfære. Går vinterferien enten til København, eller har man blot brug for lidt årstidsrelevant lokalinspiration, kommer her 10 gode råd til hvordan vintertristheden kan bekæmpes og ferietiden udnyttes.

1. Stå på skøjter på Frederiksberg Runddel

Vælger du at lægge vejen forbi Frederiksberg Runddel, bør de gamle skøjter findes frem fra gemmerne. Sidste lørdag i november åbnede, traditionen tro, de to skøjtebaner på runddelen og i Lindevangsparken, og her holder de åbent indtil den sidste søndag i februar. Der er gratis adgang til skøjtebanen, og har du dine egne skøjter, kan banen benyttes hele døgnet. Inden for åbningstiderne er det muligt at leje skøjter for 50 kroner. Man kan også få sine egne skøjter slebet for 70 kroner, hvis de er blevet lidt rustne siden sidste sæson.

2. Find din yndlingskakao på en af Københavns bedste caféer

Den kolde danske vinter har givet den varme kakao sin nationale eksistensberettigelse. Kolde fingre varmes bedst på hede kopper!  Hvis ikke du ved, om du er til chili eller skumfiduser, så er vinterferien da det oplagte tidspunkt at afprøve disse varianter.

Hotel Chocolat, Roast Conch Shop

Her kan du teste op til 96 forskellige former for varm kakao, der alle kan laves præcis, som du ønsker. Hvorvidt du tiltrækkes af den tynde og læskende eller tykke og cremede, kan du vælge at toppe den af med enten flødeskum, chili eller mokka.

Hotel Chokolat ejer selv en kakao-plantage på den lille caribiske ø Skt. Lucia, hvilket betyder, at de står inde for alle aspekter i fremstillingen af deres kakaobønner.

Peter Beier Chokolade

Her er der mulighed for at teste flere forskellige former for varm chokolade. Om du foretrækker din kakao lys, eller om du er mere til den mørke 100%-chokolade, kan Peter Beier Chokolade give dig en mulighed for at prøve kakao, som du højst sandsynligt ikke har prøvet den før.

La Glace

La Glace er man vant til at servicere danskernes søde tænder, og de går da heller ikke ned på den varme kakao-front. Deres varme kakao er lavet på blok-chokolade, sødmælk og flødeskum og serveres i kander. Færdiggør du den, kan man få den genopfyldt ganske gratis.

”Kager, kunst og kærlighed overvinder alt besværlighed” har siden 1870 været mottoet, og ønsker du at teste påstanden, går den varme kakao rigtig godt i spænd med det overdådige udvalg af kager, der blandt andet tæller navne på personligheder som H.C. Andersen, Carl Nielsen og Dronning Margrethe II.

Kalaset

Med deres Kakao De Lux, har man på Kalaset sat helt nye standarder for, hvordan en varm kakao skal serveres. Her er deres varme kakao toppet af med bløde skumfiduser overhældt med hindbærsirup, et bjerg af hjemmepisket flødeskum og chokoladesovs på toppen. Det er meget mere end blot kakao – dét er en oplevelse!

3. Vinterbad med vikingerne på Islands Brygge

Hvis du længe har gået med en lille vinterbader i maven, er der mulighed for at teste dit vikingeophav ved Havnebadet på Islands Brygge. Den første søndag i hver måned er der gæstebadedag mellem klokken 13 og 16, hvor alle er velkomne.

Her kræves hverken medlemskab eller tilmelding, men blot at du medbringer badetøj, et par håndklæder og alt det mod du kan opdrive, inden du kaster dig i bølgerne. Bagefter venter saunaen, hvilket er årsagen til, at det nok er en god idé at medbringe mere end ét håndklæde. Om du efter opvarmningen hopper i bølgerne igen, for at opleve et ægte Sauna-gus, er så op til dig.

4. Oplev Copenhot – Den nye form for nordisk wellness

Selv hvis du tænker, at vinterbadning aldrig rigtig bliver din kop the, skal du måske ikke afskrive idéen helt. Vinterbadning behøver nemlig ikke være en kold fornøjelse, hvis du sætter sejl med Copenhot. Om du er til kanalrundfart i en ”Spabåd”, eller du hellere vil nyde havudsigten fra en tøndespa på landjorden, sammensmelter det opfattelsen af vinterbadning og wellness i takt med vinterens snefnug, når det rammer det 40 grader varme vand. 

Efterfølgende venter den varme sauna, og panoramavinduet giver dig en fantastisk udsigt over havnen. Også her er der mulighed for at opleve Sauna-gus. En tur under den kolde bruser vil ikke bare give dig et adrenalin kick, men også styrke dit blodomløb.

Copenhot tilbyder en ny form for Nordisk wellness, og tænker du, at det eneste, der mangler, i denne ligning er en kold øl, behøver du ikke frygte; drikkevarer og snacks må gerne medbringes.

5. Oplev en alternativ verden i Virtual Reality

Når hverdagene begynder at flyde lidt sammen, og vinterens mange mørke timer begynder at påvirke humøret, kan man godt længes lidt efter forandring og noget spænding. Hvad med lidt krig? Eller en zombie-apokalypse? Måske du ikke har lyst til at gå igennem disse uhyrligheder i virkeligheden, men hvad nu hvis du bare kunne tage et par briller på og så lade dig selv glemme, at du er i fuldstændig sikkerhed, imens du løber ned ad gaden fra en aldrig aftagende kugleregn. Eller du forsøger at holde vejret, mens du gemmer dig for en afskyelig hjerneæder.

Dette er faktisk, hvad Limitless og Khora, to virtual-reality-udbydere i København, tilbyder. Er man ikke til den slags drabeligheder, er der naturligvis også muligheder for mere afslappende oplevelser. Tilfælles har de dog, at oplevelserne er langt uden for normalen, og har man endnu ikke begivet sig ind i den virtuelle verden, er det fantastiske oplevelser at have til gode – men pas på! Det kan være særdeles vanedannende.

6. Tag på Kanalrundfart i den smukke hovedstad

Bare fordi vejret er lidt koldere, end man kunne tænke sig, bør man absolut ikke snyde sig selv for en af de smukkeste måder at se den danske, maritime hovedstad på. Der er mange muligheder for at komme rundt i de københavnske kanaler. Det står dig frit for, om du skal på en traditionel kanalrundfart, være kaptajn på din egen energidrevne båd, eller om du skal på en romantisk gondoltur i den danske storby.

Du kommer bl.a. forbi Operaen, Amalienborg Slot, Christiansborg Slot, Den Sorte Diamant og Den Lille Havfrue.

7. Escape Rooms – underholdning i topklasse!

Escape rooms skyller ind over Danmark, og København står ikke tilbage for udbuddet af tankekrævende udbryderspil. Om du hælder mest til at teste din logiske sans i flugten fra en gal videnskabsmands kælder, eller om du vil gå i Egon Olsens fodspor og gennemleve et ægte Olsenbanden-kup, står ikke mindre end 8 forskellige Escape rooms klar til at give dig en oplevelse ud over det sædvanlige. Tilsammen tilbyder de mere end 30 forskellige scenarier, der alle tager omkring 1-1,5 time.  Har man endnu ikke lagt vejen forbi et Escape room, er vinterferien en oplagt chance!

Se listen her:

Timequest
Breakoutroom.dk
MysteryMakers
EscapeCopenhagen
MidgaardEvent
ClockedIn
Braingame CPH
Exitgames

OBS.: Husk at booke i forvejen

8. Oplev et vintereventyr i Tivoli

Uanset om frosten for alvor sætter ind i februar, har man sne-garanti i Tivoli. Haven transformeres til et magisk vinterrige, hvor glade snemænd, med frostsprængte gulerodsnæser, stråler om kap med det smukke lys og de glitrende iskrystaller. I kan stå på skøjter på den nye skøjtebane foran Nimb Hotel, eller tage en tur i en af de mange åbne forlystelser. Nyd de mange lysattraktioner og få varmen med en varm drink i hånden.

Børnene kan være kreative i de sjove vinterværksteder, besøge aktivitetsigloen, eller tage på sjove eventyr med Rasmus Klump og Flora.

 

 

 

Læs andre artikler