10 ideer til sommerens oplevelser
Sommeren er over os, og tiden er for mange inde til at skulle planlægge sommerferie og oplevelser.
Mulighederne er mange for en familievenlig oplevelse, og de findes i hver en afkrog af Danmark. Denne artikel giver et bud på nogle aktiviteter og oplevelsesmuligheder, som er placeret i eller omkring centrale byer i Danmark. Skal det være udendørs eller indendørs eller måske en kombination?
Ude
Er du til fart, vand og et adrenalinkick skulle du se i retning af Hvide Sande Vandskibane, hvor man kan stå på wakeboard og vandski på en kabeltrukket bane. Anlægget er det eneste af sin slags i Danmark og er for alle, der kan lide at lege på vandet og har helbredet i orden. Anlægget er begyndervenligt, og børn kan deltage, fra de er 8 år.
Er du alligevel i det vestjyske, skulle du besøge Søndervig Sandskulpturfestival nær Ringkøbing. Der er næsten ikke ord for, hvad skulptørerne kan få ud af sandet, som bliver formet til fantastiske og magiske sandskulpturer. Dette års tema er robotter, og figurerne kommer til at tale til såvel sanserne som til eftertanken. Festivalpladsen er handicapvenlig.
Sønderjylland byder på mange skønne oplevelser, om man er til et besøg på et af de mange slotte eller en tur til Vadehavet. Også byerne i Sønderjylland har en særlig charme. Besøg fx Sønderborg og Sønderborg Havn, hvis du tiltrækkes af den specielle stemning, der er på en havn med dens sejlerliv, restauranter og cafeer.
Inde
Trænger du til et ægte ”Rush” og lidt sved på panden, skulle du besøge Rush Århus. Rush er en af Danmarks største og sjoveste trampolinparker for børn, voksne og alle med et indre legebarn. Her er alle muligheder for sjovt samvær og for samtidig at få brændt noget energi af på alle de forskellige aktiviteter i parken.
Er stemningen mere for at besøge et akvarium, skulle du besøge Nordeuropas største af slagsen - nemlig Den Blå Planet ved København. Oplev tusindvis af eksotiske havdyr såsom hammerhaj, piratfisk og havskildpadde og fordyb dig i en verden, som ellers ikke er let tilgængelig.
Er du til fordybelse, kunst, leg og kreativitet er Museum Jorn i Silkeborg et godt bud på et kunstmuseum-besøg for hele familien. Her kan du dykke ned i den internationalt anerkendte kunstner Asger Jorns spændende værker og samtidig selv gå i værkstedet. Der er også aktiviteter for børn.
Vil du gerne kombinere shopping med dejlige spisesteder, legeland og spændende aktiviteter er HerningCentret stedet. HerningCentret er Midt- og Vestjyllands største shoppingcenter med alle tænkelige center-faciliteter, gratis parkering og gode handicapforhold.
Ude og inde
Hvad med at blive klogere på Danmarks maritime historie? Det har du mulighed for på Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum, hvor du også kan opleve Danmarks største havpattedyr i museets sælarium. Her er noget for både børn og voksne, og når I bliver sultne, frister den tilhørende restaurant med skønne retter og en fornem udsigt.
Et sikkert hit hos børnene er at gå i zoo, og Aalborg Zoo er en rigtig spændende en af slagsen. Her kan du se, høre og lugte alverdens forskellige dyr og samtidig opleve den særlige stemning med fokus på familiehygge og læring. Tag madpakken med eller spis på Aalborg Zoos restaurant.
Endnu en familievenlig ferie-oplevelse venter på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Det er et slaraffenland for sjæle med toginteresser, køre- og legelyst. Her kan børnene lege på børnebanegården, køre med minitoget, samle togbaner, køre med legetøjstog og få frisk luft på den udendørs legeplads, imens de voksne får indblik i og deler ud af jernbanehistorien blandt de flotte maskiner og vogne.